MENU
Aula_close Layer 1

Samværsregler

Samværsregler gældende for Frederiks Skole

 

På Frederiks Skole forventer vi, at du:

  • møder til tiden og er godt forberedt.
    Derfor er morgenmaden spist efter en god nattesøvn, lektier lavet, tasken pakket med de rigtige bøger, penalhuset er klar til brug, og computeren er ladet op.
     
  • deltager i undervisningen.
    Derfor byder du ind med det bedste, du kan. Du skal ikke vide alting eller være den bedste i alle fag, men du skal gøre dit bedste i alle fag.
     
  • respekterer dine klassekammerater og de voksne på skolen.
    Derfor rækker du hånden op, og dine kommentarer i klassen er selvfølgelig konstruktive. På den måde er der plads til, at alle kan spørge, svare forkert eller få en ny forklaring på de ting, der er svære at forstå. Vi forventer, at du til enhver tid taler pænt og ordentligt til alle personer på Frederiks Skole.
     
  • behandler skolens bygninger, møbler og bøger ordentligt.
    Derfor er du med til at rydde op i klassen, i faglokaler og fællesområder. Du bruger de opsatte affaldsspande, og du er med i dukseordningen i klassen.
    Bøger behandles ligesom PC, iPad og andre materialer forsvarligt.
    Hvis du bevidst ødelægger inventar eller mister eksempelvis en bog, skal du som udgangspunkt selv erstatte den.
     
  • tager den gode opførsel med dig i frikvarterer og pauser.
    Der vil være forskellige retningslinjer for de forskellige årgange og grupper.
    Boldspil og løb er tilladt udenfor.
     
  • spiser sundt, så du har energi til skoledagen.
    Frederiks Skole har fokus på sund kost. Du har derfor en god madpakke med, så du har energi til hele skoledagen.
    Slik, chips, sodavand og lignende må kun medbringes på særlige dage og efter aftale med klassens lærere. Glemmer du reglen, gemmer vi dine godter på kontoret, hvor du kan hente dem igen efter skoletid.
     
  • klæder dig på efter forhold og aktivitet.
    Der er ikke regler for påklædning på Frederiks Skole. Men vi forventer, at din påklædning er anstændig, og at kasketter, tørklæder og lignende ikke hæmmer øjenkontakt og tale. Desuden forventer vi, at overtøjet hænger på knagerne uden for klassen.
    Alle er omklædt til idræt, og det at gå i bad er en del af idrætsfaget.
     
  • er på skolens område i skoletiden.
    Man opholder sig på skolen i skoletiden, medmindre der er indgået en aftale med en voksen.

     
  • afleverer din mobiltelefon ved skoledagens start
    Det forventes, at alle elever i udskolingen afleverer deres mobiltelefon, når skoledagen begynder. Er der af den ene eller anden grund behov for, at man en dag har telefonen, så laves der en aftale med læreren.

 

 opdateret 29. juni 2021

 

Dokumenter